AAU indfører parallelsproglighed
: 06.12.2023

AAU indfører parallelsproglighed
: 06.12.2023

AAU indfører parallelsproglighed
: 06.12.2023
: 06.12.2023
Af Lea Laursen Pasgaard, AAU Kommunikation og Public Affairs
Lige knap hver fjerde medarbejder på Aalborg Universitet har udenlandsk statsborgerskab. Blandt det videnskabelige personale (VIP) gælder det for mere end hver tredje. Det forpligter i forhold til kommunikationen.
- Som et internationalt universitet har vi på AAU et ansvar for at sikre et inkluderende arbejdsmiljø, hvor alle har adgang til de samme informationer og føler sig som en del af fællesskabet. Det gælder, uanset hvem du er, og hvor du kommer fra.
Sådan lyder det fra AAU’s rektor, Per Michael Johansen, som sammen med de øvrige medlemmer af direktionen har besluttet at indføre parallelsproglighed på AAU. Det betyder, at det danske og engelske sprog skal bruges side om side. Om du fremover skal vælge det ene eller andet sprog til din mail eller dit møde, vil afhænge af, hvad der er mest hensigtsmæssigt i situationen.
Sproglige barrierer for inklusion
Beslutningen kommer blandt andet, efter at en inklusionsmåling i efteråret 2022 viste, at flere internationale medarbejdere ikke oplevede at blive inkluderet på universitetet. Ifølge undersøgelsen var det især sprogbarrierer, der udfordrede inklusionen. Og det i en sådan grad, at én ud af fem internationale VIP’er gav udtryk for, at de ikke ønskede at blive på AAU.
Parallelsprogligheden bliver en del af nogle nye, fælles sprogprincipper for, hvordan vi på AAU kommunikerer med hinanden – på hvilket sprog og hvornår. Dem ønsker direktionen nu medarbejdernes input til.
Rektorsekretariatet har derfor nedsat to arbejdsgrupper for henholdsvis ’parallelsproglig arbejdsplads’ og ’parallelsproglig undervisnings- og studiemiljø’, men mangler deltagere til at indgå i en referencegruppe. Referencegruppen skal sikre organisatorisk inddragelse og skal bestå af en bred repræsentation af interessenter, herunder nationale og internationale medarbejdere, VIP og TAP samt studerende. Hvis du er interesseret i at deltage i referencegruppen, bedes du skrive til rektorsekretariatet@adm.aau.dk.