News
AAU og DMI går sammen om at forudsige tørke
Published online: 04.11.2025

News
AAU og DMI går sammen om at forudsige tørke
Published online: 04.11.2025

AAU og DMI går sammen om at forudsige tørke
News
Published online: 04.11.2025

News
Published online: 04.11.2025

Af Susanne Togeby, AAU Kommunikation og Public Affairs
Fotos: AAU og DMI
Husker du sommeren 2018? Det var en exceptionel varm og solrig sommer og dengang vurderede DMI, at det sandsynligvis var århundredets tørreste sommer i Danmark. Men den slags vejrhændelser er ifølge lektor Maike Schumacher fra Aalborg Universitet blevet knap så usædvanlige. Klimaændringer har gjort tørkeperioder både længere og mere intense. I Europa var der tørke gennem flere sammenhængende somre fra 2018 til 2021, og i Danmark blev den tørre rekordsommer fulgt af endnu en alvorlig tørkeperiode i 2023.
Derfor er det ifølge Maike Schumacher vigtigere end nogensinde at kunne overvåge og forudsige tørkeperioder. Hun nævner som eksempel, at tørken i 2018 medførte store tab for den danske landbrugssektor – op mod 8 milliarder kroner, hvis man også medregner indirekte effekter på andre sektorer.
”Hvis landbrugsproduktionen falder, kan det føre til tab af job, generelle økonomiske tab, fødevareusikkerhed og stigende fødevarepriser. Vi skal overvåge og forudsige tørkeperioder for at forstå, hvilke konsekvenser tørke kan få, og hvordan tørkeperioder hænger sammen med klimaforandringer,” siger Maike Schumacher.
Med en bevilling fra Danmarks Frie Forskningsfond i ryggen skal DMI og Aalborg Universitet samarbejde om at forbedre nøjagtigheden af tørkeprognoser. DMI og europæiske initiativer har allerede værktøjer, der overvåger tegn på tørke både i Danmark og på det europæiske kontinent. Men der er ifølge Maike Schumacher behov for grundforskning, hvis systemerne til prognoser og overvågning af tørke skal blive mere præcise. Maike Schumacher skal lede forskningsprojektet sammen med Michael Butts fra DMI.
Forskerne vil bruge forskellige metoder og datakilder, herunder simuleringer af vandets bevægelser og satellitobservationer, for at forudsige tørke mere præcist og mindske usikkerheden i prognoserne. Gennem projektet får de vigtig indsigt i de processer, der styrer tørkens dynamik – altså hvordan tørke starter, udvikler sig og slutter – og hvordan klimaforandringer påvirker hele forløbet.
De første resultater for modelbaserede tørkeindikatorer for Danmark forventes at være tilgængelige i sommeren 2027. Resultaterne fra projektet vil senere blive en del af DMI’s nuværende tørkeovervågning, fortæller Maike Schumacher og fortsætter:
”Tørkeindikatorer giver beslutningstagere bedre mulighed for at opdage tørkeforhold tidligt. De kan vise, hvilke konsekvenser tørken kan få for f.eks. landbruget, og hjælpe med at planlægge proaktive strategier. Vi kan bruge dem både til at følge langsigtede tendenser og til tidlige prognoser.”
Titel: Drought Resilience through satellite-integrated Early warning And Monitoring (DREAM)
Deltagere: Maike Schumacher, Institut for Bæredygtighed og Planlægning, AAU og Michael Butts (DMI)
Bevilling: 7.199.795 kr.
Bevillingsgiver: Danmarks Frie Forskningsfond (DFF) under temaet Grøn forskning
Formål: At udvikle mere præcise metoder til at forudsige og overvåge tørke
Klik på + for at læse mere om projektet.